Stem på Solbjerg!

Kære Alle

Måske er I bekendte med det lidt ældre projekt ‘ Solbjerg Alive’ fra 2009/2010
En ide der bl.a. omhandler en overbygning i passagen imellem Solbjergskolen og Svømmehallen.

Ideen er stadigt fantastisk – vi mangler stadigt nye faciliteter og derfor, efter en længere pause, er projektarbejdet taget op igen.  Nu med langt større mulighed for mere synergi og samarbejde blandt alle byens aktører.

Men der er andre der også synes denne ide er ret så god og derfor er vi blevet nomineret til DANSKERNES IDRÆTSPRIS 2015

Det er P4 Østjylland i samarbejde med EBOKS og DIF der har udvalgt Solbjerg Alive blandt mange gode projekter til at være 1 ud af 3 projekter der skal repræsentere Østjylland i semifinalen. Hvem der vinder ud af de 3 nominerede og går videre til den landsdækkende finale, afhænger af hvor mange stemmer vi kan samle sammen.

Jeg opfordrer jer alle til at hjælp med at sætte spotlight på projektet og til at stemme vores projekt videre!

Hvordan stemmer man?
Brug linket her: www.danskernesidrætspris.dk – tryk på STEM knappen – vælg området ØSTJYLLAND og ving af på Solbjerg Alive og STEM
Der kommer en mail der skal godkendes før stemmen er brugbar.  Afstemingen slutter d. 13 November 2015

I kan hjælpe ved at:
– dele linket fra Solbjerg Idrætsforenings facebook profil til jeres egen profil.
– snakke med naboen, vennerne, familien, arbejdet osv osv osv – få det italesat

Og så må vi se om vi får indhentet stemmer nok til at komme videre til finalen – vi har indtil d. 13 november.
På forhånd tak for hjælpen.

Venlig hilsen

Kristine Hornum
Formand
Solbjerg Idrætsforening

Sig din mening om planerne om højhastighedstog gennem Solbjerg!

Projektet Ny bane Hovedgård – Hasselager er i nu i idéfasehøring.

Høringen gennemføres for at indhente forslag og kommentarer fra borgere, foreninger og interesseorganisationer. Det kan være forslag til alternative løsninger, information om særlige forhold som Banedanmark skal være opmærksomme på, ideer til at begrænse påvirkninger af lokalområdet eller andre relevante ideer eller kommentarer.

Høringssvar indsendes til Banedanmark på hovedgaard-hasselager@bane.dk inden d. 8. august, hvor høringen slutter.

Mere information om projektet kan findes på projektets hjemmeside: http://www.bane.dk/hovedgaard-hasselager.

Der vil være borgermøder på følgende steder og datoer:

Den 24. juni kl. 19
Grumstrup Forsamlingshus
Lundgårdevej 7
8732 Hovedgård

Den 25. juni kl. 19 (dørene åbnes kl. 18.30)
Solbjerg Skole
Kærgårdsvej 4
8335 Solbjerg

Plan om Superlyntog ved Solbjerg

Der har den seneste tid været en masse debat om Trafikstyrelsens planer om at etablere en ny linieføring for lyntog – tæt på Solbjerg. Oplysningerne har været sparsomme, men til interesserede er her den rapport debatten i aviserne er baseret på. Den er så vidt vides ikke offentliggjort endnu.

Der er i den forbindelse taget initiativ til en etableringen af en borgergruppe, der vil forsøge at råbe politikerne op og på anden vis arbejde mod etableringen af en linieføring, der går gennem Solbjerg-området. Hvis man er interesseret i at følge med eller være med, så er der dannet en facebookgruppe til formålet:

https://www.facebook.com/groups/632352043471296/?fref=ts

Timemodellen udkast 2. september ’13.pdf

Generalforsamling afholdes efter sommerferien

Indkaldelsen til den årlige generalforsamling i Parcelforeningen er desværre blevet forsinket, da vores kasserer af forskellige årsager ikke har haft mulighed for at aflægge regnskab til tiden. Regnskabet ligger nu klar til revision, og vi forventer at indkalde til Generalforsamling umiddelbart efter sommerferien. Dette betyder også at vi er nødt til at udsætte den halvårlige kontingentindbetaling. Vi beklager forsinkelserne.

Mange hilsner

Bestyrelsen

Hjælp med at bygge vores legeplads

Nu er det endelig blevet forår og vi kan komme i gang med at bygge de to legepladser på vores fællesområde.

Byggeriet kommer til at foregå over to weekender, d. 14-15. april og d. 21-22. april.
Den første weekend graver og støber vi. Den anden weekend skal legepladserne samles og sættes op.
Arbejdet starter alle dage klokken 9 om morgenen. Hvor længe vi bliver ved afhænger af opgaverne, vejret m.m.

Vi har behov for hjælp til at

  • bygge legepladsen
  • stå for indkøb af øl, sodavand og pølser til grillen
  • stå for at grille pølser m.m.
  • bage kage

Vi vil bede jer tilmelde jer på de(n) dag(e) I kan, og samtidig skrive, hvad I gerne vil hjælpe med, hvor meget erfaring I har (håndværker, handyman eller grillmaestro) og jeres telefonnummer.

Tilmeld jer på dette link: http://www.doodle.com/eqgdu6hv3itisfhv

I kan tilføje oplysninger i kommentarfeltet nederst på tilmeldingssiden.

Bestyrelsen står i samarbejde med Bent Svit (Hasselvangen 26) for at koordinere arbejdet.

Mange hilsner

Bestyrelsen

 

Indbrud – Igen!

Tilbage i september måned havde vi indbrud i vores hus. Tyvene blev set af andre husejere i området, oplysningerne blev givet til politiet, dog uden pågribelse af tyvene. Udbyttet var heldigvis kun en computer, men skaderne på døre og gulve var værre.

Vi havde desværre igen i går indbrud i vores hus, de smadrede en terrassedør i stueplanet, kom ind og hentede så et møbel på 1 salen som det eneste.

Hvis der er nogen som har set noget, må I meget gerne kontakte os. Indbruddet har fundet sted mandag den 19 marts mellem 8-14 og foregik direkte ud til hovedvejen (omfarten) i Hasselvangen.

Vi vil meget gerne opfordre folk til at reagere hvis de ser noget mistænkeligt, holdende biler eller lignende. Vi kan se i haven at de har parkeret midt på vejen og løbet over plænen ved højlys dag.

Med venlig hilsen

Solveig og John Lund, Hasselvangen 12.

 

Telefonchikane

Er der andre, der har oplevet lummer telefonchikane? Onsdag eftermiddag den 7.3. kl ca. 14:20 løb jeg rundt hjemme, og havde travlt fordi jeg skulle nå et tog. Jeg fik en opringning fra et ukendt nummer, og derefter en sms fra en afsender, jeg ikke kender. Det, der stod i den, skulle tydeligvis fortælle mig at afsenderen kunne se mig inde i huset, hvad jeg lavede og at jeg ikke havde fået alt tøjet på endnu.Og han kendte mit navn…Creepy, egentlig. Nummeret tilhører en ansat hos et vognmandsfirma fra Sønderjylland. Min mand har ringet ham op og snakket med ham, men han opfører sig mærkeligt og siger at det var en fejl. Så inden jeg begynder at ringe til hans chef for at anmelde hans klamheder, vil jeg lige høre om der er andre, der har oplevet noget lignende?
Mvh Lotte Birkmose, Solbjerg Hedevej 113

Rydning af afvandingsbassin

Isen på det store afvandingsbassin er nu min 15 cm tyk.
Der er dog nogle områder ved de 4 ind og udløb samt mellem sivene hvor dette ikke er gældende. Dette er heldigvis ude i kanterne hvor der ikke er så dybt og man skal gøre sig umage for at træde igennem isen.

Når vi nu har en vinter der giver mulighed for at bruge afvandingsbassinet til skøjteløb m.m. kunne det være en ide at sætte en rydning lidt mere i system.

Bestyrelsen har derfor indgået en aftale med Morten Holeby fra AH Service Hasselvangen 42 om at rydde søen med en maskine og pumpe lidt vand for at gøre isen helt glat. Dette vil Morten gøre efter behov, og når han kan afse tid til det.

Færdsel på isen er på eget ansvar, da den ikke er godkendt fra officielt hold, og man bør være opmærksom på områderne ved de 4 ind og udløb samt sivene.

Med ønsket om en fortsat god jul og et godt nytår

Keld Stoltenborg

Mangler du lidt hjælp til rengøring, havearbejde o.l.?

Så er svaret måske Operation Dagsværk.

Vil lige reklamere for en god skattefri hushjælp / bådhjælp / havehjælp / festhjælp eller hvad det ku’ være…På onsdag.

Det koster 300,- kr for 5 timers arbejde! (Og så bliver de også glade i Burma!)

Man kan skrive sig på Operation Dagsværk’s jobbank her http://jobbank.od.dk og læse om konceptet her http://od.dk.